Forsvar for folkekirken

Hen over foråret har Ateistisk Selskab kørt en annoncekampagne bl.a. i biografer, hvor de minder folk om at få sig meldt ud af folkekirken – på lige fod med at huske at slukke for mobilen under filmen. Som om det hører til ordentlig omtanke og betænksomhed, at man også lige får meldt sig ud af folkekirken. Og for mig er det provokerende!

Det slående ved Ateistisk Selskabs kampagne er, at de fremstiller deres synspunkter som fakta: De ved, at Gud ikke findes, naturvidenskaben kan bevise hvordan verden er opstået osv. Den skråsikkerhed de fremviser, er en del større end den, som de fleste kristne vil udtrykke. For når det handler om de store spørgsmål om Gud og verdens tilblivelse, så er vi alle sammen overladt til tro.

Som kristen tror jeg på Gud – men jeg er godt klar over, at jeg aldrig vil kunne bevise hans eksistens. Og det hører med til troen, at der også er tvivl: Kan det virkelig passe, at Gud er til eller at Gud er, som han siger? Den indre samtale mellem tvivl og tro hører med til min tro. Og alligevel lever jeg på, at Gud er Gud, og at han er al tings ophav, livets inderste sammenhæng og kærlig, så det langt overgår min forstand.

For mig virker det som et underligt hovmod (og mangel på nysgerrighed) at tro, at man har regnet alting ud. De færreste naturvidenskabsfolk vil påstå, at de kan regne verden ud, eller at de kan bevise, at der ikke findes en gud. På mange måder er naturvidenskaben og kristendommen optaget af det samme: at finde ud af, hvordan det hele blev til, og hvordan livet hænger sammen. Begge har den samme undren. De spørgsmål stiller både naturvidenskaben og kristendommen – på hver sin måde. Og selvom de kommer frem til forskellige svar, så behøver det ikke at være udtryk for, at der er uenighed mellem kristendommen og naturvidenskaben, men de søger bare efter svarene forskellige steder.

Det undrer mig, hvorfor det provokerer Ateistisk Selskab så meget, at vi er nogen, der tror på Gud og gerne vil være medlemmer af folkekirken. Det er som om de tror, at folkekirkens eksistens bare er udtryk for, at folk har glemt at melde sig ud. Men hvorfor kan det ikke være i orden for Ateistisk Selskab, at der er mennesker, der tror på Gud? Det er jo de færreste kristne bliver provokerede af, at der er mennesker, der ikke tror på Gud.

Det må være udtryk for, at Ateistisk Selskab mener, at de har fundet sandheden og ejer den. At ingen kan bevise, at Gud er til, er for dem et bevis på, at Gud ikke er til. De nægter at forholde sig til Gud og tro på andre måder end med krav om beviser på videnskabens præmisser, og det viser, hvor lidt de har forstået af, hvad tro drejer sig om. Og det viser også et stort hovmod i forhold til, hvad menneskers forstand kan regne ud. For også inden for videnskaben er der masser af ting, som vi ikke kan regne ud. Mon ikke det, der driver det fleste videnskabsfolk er erkendelsen af, at der er noget, som overgår deres forstand. Der er mange ting, som står uvisse hen – bl.a. også om verdens oprindelse. Også i videnskaben er der meget, som man ikke kan bevise, men som man tror.

Videnskab og tro kan sagtens leve ved siden af hinanden og kan supplere hinanden på mange måder. Jeg vil nødig undvære nogen af de to. Men hvis vi tror, at vores forstand kan udregne alle universets gåder, så bedrager vi os selv. Videnskabsmanden Albert Einstein skulle engang have sagt: ”Der er to måder at leve sit liv på: Du kan leve som om ingenting er et mirakel eller du kan leve dit liv som om alting er et mirakel.”

Heldigvis er der meget, som overgår vores forstand! Alle de mirakler, som livet rummer, kan vi takke for. Det er bl.a. det man gør i folkekirken. Eller vi kan forsøge at forklare dem. Det er det, som videnskaben arbejde på. Eller vi kan gøre begge dele. Men Gud ske lov for at livet rummer mere end vi (og Ateistisk Selskab) kan forklare og bevise.

 

God sommer!

 

 

Inge