Medfølelse

Et af mine yndlingsradioprogrammer er Hjernekassen på P1 med Peter Lund Madsen. Han tager forskellige emner op, som har med hjernen at gøre, og det har det meste, hvis man vinkler det efter det.

 

En af hans udsendelser handlede om medfølelse og frygten for det anderledes. I hjernen ligger forskellige nedarvede mekanismer, som går helt tilbage til stenalderen og de første mennesker. De handler om nogle reaktioner, som er smarte i forhold til at overleve i et samfund, hvor det er alles kamp mod alle. En af de reaktioner er, at når vi møder mennesker, deler vi dem ind i, hvem der hører til vores gruppe, og hvem der ikke gør. Lever man i et stenaldersamfund er det en smart reaktion, for man er forpligtet over for sin egen stamme, men ikke over for fremmede. Fremmede kunne til gengæld ofte være en trussel mod ens egen gruppe. Så i sådan et samfund, gav det god mening med den reaktion.

 

I vores samfund i dag er situationen en anden. Vi er ikke direkte truede af andre mennesker, selvom de er anderledes end os. Alligevel ligger der stadig i vores hjerne, at det er klogt at tjekke, om mennesker, vi møder, er lige som os eller ej. Det ses også på mange arbejdspladser, at der er stærke opdelinger mellem arbejdsgrupperne: lærerne og pædagogerne over for hinanden, læger og sygeplejerske imellem, cheferne og arbejderne på gulvet. Eller inddelingen i klimasynder eller klimatosser, blå blok og rød blok, hundeejere versus ikke-hundeejere osv. I kan selv fortsætte listen.

Men i dag skaber den opdeling flere problemer for os, end den hjælper til vores overlevelse. For forskellighed behøver ikke at betyde en trussel. Måske betyder det bare, at der er nogen, som oplever tilværelsen anderledes end mig. Og noget af det stærke ved os mennesker er også vores evne til indlevelse og medfølelse, og i dag er den evne måske vigtigere end evnen til at inddele mennesker i grupper.

 

Når man jævnligt er med til at afholde begravelser, møder man ofte mennesker med sorg. Sorg er en af de stærkeste følelser i vores liv – ind imellem også en af de mest komplicerede. Og samtidig gør det også ofte et stort indtryk, hvordan mange mennesker deler sorgen med de sørgende.

 

Også selvom vi ikke selv er ramt af sorg, kan vi godt have medfølelse med andre, som er sørgende. Selvom det er mennesker, vi knap nok kender, så rører det os at se andre, som sørger. Vi kan sagtens leve os ind i, at det er hårdt at mangle en vigtig person i sit liv. Og vi vil alle gerne passe på dem, der har mistet. Omsorg kan ind imellem være helt uselvisk. Vi kan til en vis grad føle, hvordan andre har det. Den side af det at være menneske er måske mere vigtig i dag end stenalderhjernens opdeling i, hvem der er er med os og hvem der er mod os.

 

Da Jesus gik rundt på jorden, var der flere der gerne ville have ham med i deres gruppe fx farisæerne. Og Jesus spiste gerne med dem, men han insisterede på også at spise sammen med tolderne og samfundets udsatte. Dem hørte han også til. Det kunne se ud som om der ikke var ret meget stenalderhjerne i Jesus! Og i forhold til det, kan han inspirere os.

 

Når velsignelsen deles ud til gudstjenesten, sker det uden at spørge til ens tro eller liv. Den deles generøst ud – uden skel. Det samme gælder nadveren. Her bliver der ikke skelet til, hvem man er, men alle bliver taget imod ved nadveren. Og det kan være godt ind imellem at få puffet lidt til sin stenalderhjerne og få den til at slappe lidt af, så den kan rumme, at der er andre, der er anderledes end mig, men som godt må være med.

 

 

Godt efterår!

 

Inge Lindhardt Mikkelsen