Julen varer lige til …Helligtrekonger

Julen varer lige til …Helligtrekonger

Vi synger ”og julen varer lige til påske”, fordi der var en gang, hvor julefejringen slet ikke ville tage nogen ende. I mange århundrede holdt man festlige komsammener, ”julestuer” med dans, leg, kortspil, juleøl og meget mere. Nogle af legene gik tilbage til den gamle hedenskab eller Asatro; fx kan julebukken, der førte an i juleløjerne, føres tilbage til Thors bukke. Alle gårde afholdt på skift hver deres julestue, hvor alle var inviterede, så i et større landsbyfællesskab kunne julestuerne fortsætte langt ind i det nye år. I en kongelig forordning blev det derfor påbudt, at alle julestuer skulle være afholdt inden fastelavn. Så derfor kommer fasten imellem – og julen kom ikke til at vare til påske.Vi har andre traditioner – og vi kan have mange eller få hver især, men de er med til at give julen sin faste form. For mange af traditionerne gælder det, at de er knyttet til bestemte steder og har været med til at kaste et særlig skær over steder som fx forsamlingshuset ved juletræsfesten eller torvet med det lysende juletræ. Steder og steders traditioner er også med til at give julen udstrækning – og man kan komme steder, hvor der engang ved juletid foregik noget højtideligt eller bare noget rart og meningsfuldt, og at det nu er væk, kan næsten give et stik i hjertet.  Men andre gange så er det også bare tid til at traditioner og steder skiftes ud med andre.Vi taler meget om, at tiden går stærkt og nærmest stærkere end nogensinde. Så er det godt at have stederne eller nogle særlige steder, der kan give os en fornemmelse af ro. Steder skaber modvægt til tiden, tiden kan sprede det hele med centrifugal kraft, mens steder kan samle og skabe mening. Steder får måske en særlig betydning her i julemåneden, hvor vi i hjerte, sjæl og sind længes det betydningsfulde. Men steder får for alvor betydning – og ro, når de krydses af underet.Det største under er, at Gud sendte sin søn til os! Alt hvad der ellers er at sige i den kristne verden udspringer af det ene, store mirakel. Luther siger i en juleprædiken: ”Kristus har en ren uskyldig, hellig fødsel. Mennesket har en uren, syndig, fordømt fødsel. – Se Kristus tager vor fødsel fra os til sig og sænker den ned i sin fødsel og skænker os sin således, at vi i denne bliver rene og nye, som om det var vor egen.” 

Heri ligger, at hvor vi end er, bundet til tid og sted, der gør underet os rene og nye. For selve det underfulde, Jesus fødsel, miraklet, der rækker ud over alt, hvad vi kender, kan alligevel fæstnes i denne verden som en virkelig begivenhed.  

Jesus kom til verden ved nattetide i Betlehem i en stald, et helt enkelt og primitivt sted.  Altså kommer det underfulde til helt konkrete og enkle steder, og det bliver det ved med. Stedet kan være kendt og hjemligt, og det kan være anderledes og nyt. Men der hvor stedet berøres eller krydses af underet – i form af en lille begivenhed, noget overraskende, et klarsyn eller stemning, lys, musik, nærvær, der mærker man både ro og mening. Her kan underet, som gør alt rent og nyt få plads og fylde - også i julemåneden, hvad enten måneden er travl eller rig på tid. 

De særlige steder kan være med til at gøre juletiden til en underfuld tid med udstrakte øjeblikke, men også med varighed, frem til Helligtrekonger og ind i det nye år.

 

Der er knapt 500 år mellem de to julesalmevers nedenfor, men de vil det samme: Luther, der satte sit præg på 2017, får afsluttende også får ordet her, hvor han ber Jesus være vor hyttegæst, altså at komme til vores steder. Det samme ønske lyder i salmen ”Lyset blev endevendt” af digteren Simon Grotrian, der vil, at Gud skal besøge os og bo i vore slag.   

 

Kom, Jesus, vær min hyttegæst,

hold selv i os din julefest,

da skal med Davidsharpens klang

dig takke højt vor nytårssang!

Martin Luther 1537

Da ringer engle op

synger pop

i sneen med sin havnen

i favnen

du kære Gud, besøg os og bo i vore slag

det hjertedybe indre vil højnes til en dag

hvor juletræet pyntes

og krybbespillet gryntes

Gud Fader, slip os løs

med et englekys.

 

Simon Grotrian 2017

 

 

Tak!

Tak for en meget rar modtagelse, et godt menighedsfællesskab og et fornøjeligt samarbejde.  Jeg ser frem til julemåneden i Aastrup og Vonsbæk sogne, hvor jeg også som indtil nu vil lære meget af at vikariere for Inge Lindhardt Mikkelsen.

Med venlige hilsner Bente Bramming – og ved årsskiftet: Tak for nu!

Da vi besøgt Frauenkirche en lørdag eftermiddag, trådte en kvinde frem ved en talerstol og bad alle os besøgende om at sætte os et øjeblik. Så læste hun et citat af den tyske modstandsteolog, Dietrich Bonhoeffer. Jeg har ikke helt kunne

finde det præcise citat, men indholdet mindede om dette citat fra ét af

Bonhoeffers breve fra fængslet under 2. verdenskrig: ”Når man har givet fuldstændig afkald på at gøre et væsen ud af sig selv – det være sig en helgen eller en omvendt synder, eller en kirkens mand, en retfærdig eller en uretfærdig, en syg eller en rask…og i stedet lever i den rigdom, som er indeholdt i opgaverne, spørgsmålene, succeserne, nederlagene, erfaringerne og rådløsheden – så kaster man sig i armene på Gud, så tager man ikke længere kun sin egen lidelse alvorligt, men Guds lidelse i verden, så våger man med Kristus i Gethsemane, og jeg tror, at det er tro…og sådan bliver man et menneske, en kristen.”

 

Efter oplæsningen sagde hun ”Fred være med jer!” og gik ned fra koret igen. Det varede sikkert bare 5 minutter, men det sad i kroppen på mig resten af dagen. For netop den historie, som Frauenkirche har med sig, er med til at gøre ordene endnu stærkere. Det er ord som taler om forsoning, også selvom man selv har set sin stolthed blive jævnet med jorden. For forsoningen er ikke nødvendig, der hvor vi ikke er blevet såret på den ene eller den anden måde. Det er netop, når noget er ødelagt, at forsoningen er nødvendig. Og den pointe har man taget til sig i Dresden. Man bærer historien med sig, og den ses tydeligt i de smukke bygninger, enten som de mørke sten mellem de lyse eller som de rå, oppudsede vægge i Kreuz-kirche, som var bygge oven på de ruiner, der var tilbage efter bombningen. Historien skal ikke glemmes, men vi skal lære at leve med den. Og kirkerne i Dresden havde helt tydeligt besluttet, at vejen frem måtte være fred og forsoning. Derfor er Frauenkirche også blevet et stærkt symbol på fred for tyskerne. Og genopbygningen har også været en slags arbejde på heling. Man kan sagtens tage til Dresden bare for at se de smukke genopbyggede bygninger i den gamle by. Det er en stor oplevelse i sig selv! Men kvinden i Frauenkirche gjorde, at vi fik noget mere med os: Vi mærkede en vilje til at søge freden. I et hjørne i kirken kunne man tænde lys, som man kan i så mange kirker efterhånden. I Frauenkirche havde de sat lysene i en lille holder, hvorpå der stod: ”Friede sei mit euch!” Ingen skulle komme ind i dette storslåede (og meget pastelfarvede!) rum, uden at blive mødt med freden. Det blev et stærkt budskab at tage med sig, mens vi gik rundt og så på alle de bygninger, som havde lidt en hård skæbne, men som havde rejst sig igen.

 

 

Inge Lindhardt Mikkelsen