Fra et besøg i Dresden

I sommer har familien og jeg været på besøg i Dresden. Det indebar et besøg i den genopbyggede Frauenkirche, som i 2005 stod genopbygget efter godt ti års arbejde med at forvandle ruinerne fra bombningen i 1945 til en kirke, der svarede til fortidens storhed. Kirken står stor og smuk og er et vidnesbyrd om, at det er muligt at rejse sig igen, selvom man har været godt og grundigt lagt ned. Det var de allierede, som i februar 1945 søndrebombede den gamle bydel i Dresden, som var en af Tysklands stoltheder. I dag er mange af de gamle bygninger genopbyggede. De fleste er opbyggede efter gamle tegninger og med brug af de oprindelige sten og materialer supplere med nye. På Frauenkirche kan man bl. a. se, at de oprindelige sten er mørkere end de nye. 

Da vi besøgt Frauenkirche en lørdag eftermiddag, trådte en kvinde frem ved en talerstol og bad alle os besøgende om at sætte os et øjeblik. Så læste hun et citat af den tyske modstandsteolog, Dietrich Bonhoeffer. Jeg har ikke helt kunne

finde det præcise citat, men indholdet mindede om dette citat fra ét af

Bonhoeffers breve fra fængslet under 2. verdenskrig: ”Når man har givet fuldstændig afkald på at gøre et væsen ud af sig selv – det være sig en helgen eller en omvendt synder, eller en kirkens mand, en retfærdig eller en uretfærdig, en syg eller en rask…og i stedet lever i den rigdom, som er indeholdt i opgaverne, spørgsmålene, succeserne, nederlagene, erfaringerne og rådløsheden – så kaster man sig i armene på Gud, så tager man ikke længere kun sin egen lidelse alvorligt, men Guds lidelse i verden, så våger man med Kristus i Gethsemane, og jeg tror, at det er tro…og sådan bliver man et menneske, en kristen.”

 

Efter oplæsningen sagde hun ”Fred være med jer!” og gik ned fra koret igen. Det varede sikkert bare 5 minutter, men det sad i kroppen på mig resten af dagen. For netop den historie, som Frauenkirche har med sig, er med til at gøre ordene endnu stærkere. Det er ord som taler om forsoning, også selvom man selv har set sin stolthed blive jævnet med jorden. For forsoningen er ikke nødvendig, der hvor vi ikke er blevet såret på den ene eller den anden måde. Det er netop, når noget er ødelagt, at forsoningen er nødvendig. Og den pointe har man taget til sig i Dresden. Man bærer historien med sig, og den ses tydeligt i de smukke bygninger, enten som de mørke sten mellem de lyse eller som de rå, oppudsede vægge i Kreuz-kirche, som var bygge oven på de ruiner, der var tilbage efter bombningen. Historien skal ikke glemmes, men vi skal lære at leve med den. Og kirkerne i Dresden havde helt tydeligt besluttet, at vejen frem måtte være fred og forsoning. Derfor er Frauenkirche også blevet et stærkt symbol på fred for tyskerne. Og genopbygningen har også været en slags arbejde på heling. Man kan sagtens tage til Dresden bare for at se de smukke genopbyggede bygninger i den gamle by. Det er en stor oplevelse i sig selv! Men kvinden i Frauenkirche gjorde, at vi fik noget mere med os: Vi mærkede en vilje til at søge freden. I et hjørne i kirken kunne man tænde lys, som man kan i så mange kirker efterhånden. I Frauenkirche havde de sat lysene i en lille holder, hvorpå der stod: ”Friede sei mit euch!” Ingen skulle komme ind i dette storslåede (og meget pastelfarvede!) rum, uden at blive mødt med freden. Det blev et stærkt budskab at tage med sig, mens vi gik rundt og så på alle de bygninger, som havde lidt en hård skæbne, men som havde rejst sig igen.

 

 

Inge Lindhardt Mikkelsen