Har du tid?

Det er ofte fremme i medierne, at stress er ved at blive en folkesygdom, og at selv helt unge mennesker kan føle sig stressede og pressede på tiden, fordi der konstant er krav, som skal opfyldes.

Midt i en sommerferie, hvor temperaturerne er så høje, at det nærmest er umuligt at foretage sig andet end at slappe af, så kan det virke som en fjern virkelighed, at der skal piskes rundt, for at overkomme det hele.

 

Men ikke desto mindre er det virkeligheden for mange. Kravene i skoler, på uddannelser og arbejdspladser bliver større og større og kræver mere og mere af os. Og kravene retter sig ikke kun mod selve arbejdsopgaverne, men også uden for studiet eller arbejdspladsen er der forventninger om, at man skal have fokus på at kvalificere sig. Der er sociale krav, krav om livsstil og sundhed, krav om at være aktive på de sociale medier – og helst med indlæg, som får mange likes.

 

Tid er luksus i mange menneskers liv. Det at have tid til at sætte sig ned og have en lang samtale – uden afbrydelser – er noget særligt. Eller at have tiden til at kigge ud af vinduet og lade tankerne flyve en halv times tid. Mange unge udtrykker, at de savner, at der er voksne, som sætter sig ned og taler med dem – uden at være optaget af at multitaske på samme tid.

 

Har du tid? spørger vi ind imellem. Og tiden er der jo, men spørgsmålet er, om kalenderen levner blanke sider, som der kan fyldes mere på. Har vi tid? Tid er noget af det mest værdifulde, vi kan give hinanden – så længe tiden også er knyttet sammen med nærvær. Det gælder stort set alle vores relationer, at de lever af, at vi tager os tid til hinanden. Selv et gammelt ægteskab har brug for, at der er tid til at tale og tid til nærvær.

 

Bibelen er meget realistisk i forhold til, at tiderne er forskellige: Der er tid til dans og der er tid til klage. Der er tid til travlhed og til at lade hænderne falde til ro. Hvis vi regner med, at livet kun har den ene slags tider, så tager vi grundigt fejl – og trænger til at få forventningerne afstemt. Hvis vi tror, at livet kun er en opadgående kurve, så får de dårlige tider os til at spørge: Hvad gik galt? Gjorde jeg noget forkert? Hvem har ansvaret for det, som gik i stykker?

 

De dårlige tider kan ses som en uretfærdighed, som rammer én, selvom man har gjort, hvad man skulle. Men modgang er ikke en fejl eller en fiasko, vi skal bære ansvaret for, men det er et livsvilkår. Der er en tid til at omfavne, og en tid til ikke at omfavne.

 

Vores liv består ikke bare af én slags tid, men af mange tider. Til nogen tider har vi god tid, til andre tider har vi travlt. Alting har sin tid, som der står i Prædikerens bog i Det gamle Testamente.

 

Den tyske sociolog, Hartmut Rosa siger i et interview i Kr. Dagblad (2. januar 2015): ”Det, som kendetegner vores tid, er, at alt ikke længere har sin tid. Vi vil ikke give tingene deres tid, og vi kan arbejde altid, gå på indkøb døgnet rundt i hele verden og se alle de film, hvor og når vi vil. Intet har sin tid, og det er en af årsagerne til, at vi mangler tid.” Når der ikke er nogen grænser for, hvad vi kan på hvilket tidspunkt, så bliver der heller ikke sat nogen grænser for, hvornår vi kan klare indkøbene eller arbejdet. Vi bliver aldrig færdige, fordi vi altid har muligheden for at fortsætte. Det skulle der måske være en frihed og en fleksibilitet i, men i virkeligheden har det bare gjort os mere pressede af tiden.

Tiden er blevet en af de knappe ressourcer, og derfor forsøger vi at stoppe mere og mere ind i tiden, for at få mere tid til overs – som vi kan udfylde med nye ting.

Selv om det går hurtigere at skrive en mail, end at skrive et brev i hånden, frankere det og gå ned i postkassen med det, så bruger vi mere tid på kommunikation i dag, fordi mængden af mails er blevet meget større, end da vi sendte breve til hinanden. Den samme mekanisme gjorde sig gældende, da vaskemaskinen rykkede ind i de private hjem. I stedet for at spare tid på tøjvask, begyndte man at vaske mere og gik ikke længere i det samme tøj i uger. Og da bilen kom, kunne transporten hurtigt klares, men i stedet for at spare på tiden, begyndte mange at køre mere.

 

Har du tid? Det håber jeg, at jeg har. For tiden er ikke noget, vi skal proppe alting ned i, men noget vi skal give og række til hinanden.

 

Inge Lindhardt Mikkelsen