Tilbage til forsiden
 
 
Aastrup kirkes historie

Kirken, der er viet Skt. Peder, er placeret i sognets sydøstre del midt mellem landsbyerne Neder Åstrup og Over Åstrup.

 

I de sidste hundrede år før reformationen tilhørte kirken kapitlet ved Vor Frue Kirke i Haderslev og blev betjent af præsteskabet derfra.

  

Efter reformationen blev præsterne udnævnt først af hertugen og siden, efter Hertug Hans den Ældres død, af kongen.



Kirken består af et romansk skib og kor bygget i 11-1200 tallet. Korets krydshvælving og den spidse triumfbue er ombygget omkring år 140. Tårn, våbenhus og sakristi er fra sengotisk tid (1400-tallet). På skibets nordside er der i 1789 tilbygget en korsarm.

 

Den romanske bygning er opført af rå kamp og flint samt enkelte tilhuggede granitkvadre. De gotiske bygningsdele er opmuret i munkesten.

 

Tårn og skib er tækket med bly. De øvrige bygningsdele er tækket med skifer.


Skibets kassetteloft, der er et af de rigeste og smukkeste kirkelofter i landet, stammer for den østlige dels vedkommende (11 x 6) kassetter fra 1675, mens den mindre vestlige del (4 x 6) er tilføjet i 1855 efter fjernelsen af et pulpitur

 

 

 



Altertavlen i senrennæsance fra 1638 stammer fra samme lokale værksted som altertavlerne i Halk og Oksenvad.

 

Maleriet i storfeltet stammer fra restaureringen i 1767 og skyldes sandsynligvis Johan Stentzler, der har malet nøjagtig samme billede i Hoptrup og Maugstrup kirker.

  



Sidealtertavlen, eller nærmere resterne af en sådan, er en ”nådestol” (treenighed) fra ca. 1475.

 

Gud fader sidder på en bænk og holder sin døde søn foran sig. Duen, der desværre er forsvundet, har enten siddet foroven på korset eller svævet over faderens hoved.

 

I 1774 ombyggedes sidealtertavlen til en mindetavle.



Korbuekrucifiksgruppen, Kristus med Maria og disciplen Johannes, er fremstillet omkring år 1525.

 

Af korstræet er kun armene og det nederste evangelistfelt med Markusløven oprindeligt, mens de andre felter er sat til af billedskærer Walter Nielsen, Haderslev ved restaureringen i 1941.

 

 



Prædikestol med himmel i renæssance er lavet i 1621.

 

Arbejdet er udført på et lokalt værksted, da kirkerne i Vonsbæk, Øsby, Fjelstrup, Frørup og Stepping har prædikestol eller himmel med samme karaktertræk.

 

 

 

 



Stoleværket er fra 1941.

 

De øverste stole bærer kong Christian den X.’s og dronning Alexandrines initialer, fordi kongen og dronningen flere gange efter genforeningen overværede gudstjenesten i Åstrup.

 

Den lille pige, som kongen tog op på hesten, da han første gang overskred grænsen i 1920, og som han senere ofte besøgte, var plejedatter i præstegården.



Døbefonten er foræret kirken i 1993.

 

Den er formet af billedhuggeren Sigrid Lütken og støbt i jern.

 

Den tidligere døbefont er fra 1818 og står nu placeret i sakristiet.

 

Dåbsfadet fra omkring 1750 er udført i messing.



Orgelet er indviet i 1994. Det har 15 stemmer, 2 manualer og pedal. Det er tegnet af Rolf Graae og bygget af Marcussen og Søn.

 

Alterstagerne er foræret kirken i 1614. I 1905 blev de stjålet, og i 1920 blev de fundet i jorden ved udgravning til et hus i Haderslev.

 

Pengeblokken er en efterligning af en 1600-tals blok, og den er lavet i 1941. 

 

Præstegården er bygget i 1842 og restaureret i 1993. Præstegårdsladen er i store træk oprindelig. Sognehuset, der er bygget i 1988, er placeret samme sted, hvor en tidligere nedrevet avlslænge har stået. 

 


 
 
 l#S Aastrup og Vonsbæk sogne • Aastrup Allé 21 • 6100 Haderslev